Shopify har for nylig opdateret alle butikker, så de automatisk annoncerer kompatibilitet med den nyeste version af UCP (Universal Commerce Protocol) – en fælles standard, der gør det muligt for AI-agenter som ChatGPT og Gemini at “tale” direkte med en webshop.
Konkret betyder det, at din Shopify-butik nu har en offentlig “visitkort”-fil på adressen /.well-known/ucp, hvor kompatible AI-platforme kan se, hvilke funktioner butikken understøtter – for eksempel produktsøgning, lagerstatus og køb. Ændringen er rullet ud automatisk af Shopify. Du skal ikke selv foretage dig noget, og din nuværende opsætning fortsætter med at virke som hidtil.
Hvorfor er det relevant for dig som webshop-ejer?
Vi bevæger os mod en fremtid, hvor en del kunder ikke længere søger direkte på Google eller browser rundt i din butik, men i stedet beder en AI-assistent om at finde og bestille en vare for dem. UCP er en af de protokoller, der skal gøre den slags “agentic commerce” muligt, uden at hver enkelt AI-udbyder skal lave sin egen integration til hver webshop-platform.
Det er stadig tidligt, og hvor stor en andel af salget der reelt kommer via AI-agenter om et år eller to, ved ingen med sikkerhed. Men fordi Shopify har lagt det tekniske fundament ind som standard, er det værd at holde sig orienteret. Især hvis du arbejder med SEO og synlighed, hvor emnet ofte kaldes AEO eller GEO (answer/generative engine optimization).
Har du spørgsmål til, hvordan det kan påvirke din butik på sigt, er du velkommen til at kontakte mig.